Beboer i Juvelhuset

Juvelhuset er Herlev Kommunes socialpsykiatrisk botilbud for voksne med psykiske udfordringer.

Målgruppe

Juvelhuset er et tilbud om hjælp til selvhjælp for dig der har psykiske vanskeligheder på en måde, så du har brug for støtte døgnet rundt, eller dig der befinder dig et sted i dit liv, hvor du i en kortere periode har brug for støtte til at få din hverdag til at hænge sammen. Vores mål er, at få din hverdag til at fungere, så du kan udvikle de individuelle kompetencer, der kan hjælpe dig til at genvinde fodfæstet i det liv som du drømmer om. 

Vi prøver sammen at skabe nogle rammer, hvor beboere og personale hjælpes ad med alt lige fra store livskriser til alm. madlavning. 

For at komme i betragtning til en bolig i Juvelhuset skal du have fået tilkendt hjælp / støtte i henhold til servicelovens paragraf 107 eller 108.

Samarbejdet med dit team

At komme på fode igen efter en periode med eksempelvis psykoser og angst er ikke lige til og det kræver meget af den enkelte. Men du er ikke alene og i Juvelhuset er der hjælp at hente. Gennem et tæt samarbejde mellem dig, husets ansatte og særligt dit team får du kompetent og empatisk støtte i forbindelse med hverdagens forskellige gøremål og dit personlige udviklingsarbejde. 

Dit team bliver sammensat når du indflytter i Juvelhuset, og det består af 3-5 relationsmedarbejdere med forskellig faglig baggrund. 

Når du indflytter i Juvelhuset, vil du sammen med din sagsbehandler have udarbejdet nogle mål for dit ophold i Juvelhuset, og med udgangspunkt i dette vil vi sammen med dig finde og definere dine delmål, således at de bliver så personlige og vedkommende som muligt. 
På de efterfølgende månedlige teammøder taler du blandt andet med teamet om tilrettelæggelsen af det daglige samarbejde.

Det individuelle rehabiliterende arbejde 

I Juvelhuset arbejder vi rehabiliterende med en individ- og recoveryorienteret tilgang til psykiske problemer. Det betyder at du er hovedpersonen og det er dig, der definerer hvad det ”at komme sig” betyder og hvordan dine kompetencer, netværk, interesser med mere kan komme i spil. Grunden til at vi arbejder med rehabilitering er, at vi tror på at mennesker, med den rette individuelle støtte, kan komme sig efter svære sindslidelser. Til daglig kommer dette til udtryk ved, at alle der bor i Juvelhuset får tilbuddet om et personligt styrkende recoveryforløb som sigter mod, at du kan opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv. 
Hvordan hver enkelt arbejder med sig selv er unikt – men alle der bor i Juvelhuset skal have muligheden.

Kontakt

Juvelhuset

Ametystvej 18
2730 Herlev

T: 44 92 90 44
E: juvelhuset@herlev.dk